lørdag

Hvem er jeg, og hvorfor denne tur?

Jeg er 34 år gammel, jeg er gift på 5. år med Henriette, vi har 2 drenge Mathias på 5 og Oliver på 3 år.
Jeg arbejder hos Thrane & Thrane i Lyngby - i vores support afdeling. Jeg har været ansat hos Thrane & Thrane i 16 år, så det er næsten halvdelen af mit liv jeg har været der. Jeg har cyklet til og fra arbejde i alle disse år - året rundt. Da jeg bor i Brøndby har jeg 19 km. hver vej, så det bliver til mange kilometer hvert år. Det er disse mange gange frem og tilbage, som har startet min interesse for cykling. Jeg har været i de Franske alper 3 gange for at cykle, efter disse ture får man lyst til mere og mere.

Jeg har besøgt Erik Straarup hjemmeside mange gange http://www.lonebiker.dk/ og det er her jeg har fået inspirationen til min tur, men jeg tager kun den halve tur fra Nordkapp til Lyngby. Erik cyklede fra Nordkapp til Gibraltar på 18 dage (5476 km), men jeg håber at cykle de 2500 km. på 12 dage, men går der 1-2 dage mere er jeg også meget tilfreds.

Jeg starter på min tur lørdag 13/6.
Henriette, Mathias & Oliver tager i mellemtiden en tur til Kreta, så de får lidt svært ved at følge mig i den første uge, men mobil telefonen er da heldigvis opfundet.

Med på min tur har jeg en Thrane & Thrane mini-C tranceiver, som sender en ny position rapport via satellit hver kvarter. Disse rapporter har du adgang til hvis du klikker på et af de 3 links til venstre.

Jeg håber at jeg kan opdatere denne side hver dag, med dagbog og billeder.

God tur til alle som vil følge mig.
Anders